Køn, min rejse, vores oplysning

Køn, tættere på virkeligheden

Hvordan udforsker vi køn, kønsidentitet og emnets begreber på en konkret, saglig og 'nede-på-jorden' måde?

Før videnskaben, det skrevne sprog, før civilizationens oprindelse i de oldgamle bystater i Mesopotamien var måden vi formidlede information og delte viden på at folk, fræmmede som stammefæller samlede sig om et bål og fortalte historier. om deres rejser og oplevelser Ud fra denne oldgamle teknik, og med inspiration fra en af de ældste literære genrer, den oldgræske 'Travelog' vil jeg berette om min historie.

Who the Fxxx is Alice?

Hej! Jeg hedder Alice, jeg er en kvinde på 27 år der bor i Himmelev. Der har nok, og er nok en del kvinder i 20erne fra Himmelev der har befundet sig, eller befinder sig på RUC: Hvad skelner mig fra flokken? At jeg er transkønnet. Hvad betyder det for dig? At jeg er et menneskevæsen med et lige tal som kontrolciffer i mit CPR nummer, at jeg bruger og udelukkende vil omtales som hun/hende. Se? Det er nemt nok, ifht. hvordan jeg skal behandles, forventer jeg ikke andet end at folk behandler mig som et hvert andet hunkønsvæsen de har sameksisteret med.

Kontekst til side, nu vil jeg berette om min rejse som den rå førstehånds kilde jeg nu er til min egen historie.

20XX - En identitetsodysse

Jeg husker ikke præcis hvornår jeg først mærkede en abstrakt, vag følelse af dissonans ifht. krop og hvordan min omverden betragtede mig. Der var noget der var "ved siden af" men jeg vidste ikke engang at der fandtes homoeeksuelle, eller transkønnede, jeg havde ingen ide om hvad "Kønsdysfori" var for noget, men det gjorde ikke den smerte jeg ikke forstod til en mindre smerte. Jeg måtte forstå, jeg forsøgte at lære så meget sprog jeg kunne, ville kun læse faglitertur, jeg måtte komme til bunds i den her menneskelige byrde og oplevelse jeg var blevet trukket ind i, for der var noget galt som gjorde det svært for mig ifht. hvad jeg så hos andre. Jeg kunne bedst lide at lege med dukker sammen med pigerne, hvis det ikke var muligt så ville jeg kun lege med de stille nørdede drenge, eller sidde for mig selv og tegne eller modelere.

Senere blev min feminine præsentation mere og mere androgyn, og da selv androgynitet blev pinligt over for de andre, begyndte jeg at fortrænge den fornemmelse, og enhver trang til at mængde mig med de andre piger eller gøre noget der ikke var hvad jeg anså som maskulint den gang.

Den tvivl og fortrængelse gjorde dog ikke puberteten nemmere. Det var helvede, jeg mistede alle mine veninder, de tog afstand fra mig for jeg var pludselig en mærkelig og lugtende ting der lød som om den havde halsbetændelse. Det var en sorg, og jeg kunne ikke forstå hvorfor at de udviklede deres former og kropssprog, mens jeg samtidigt blev mere firkantet.

Jeg kunne heller ikke forstå hvorfor at jeg overhovedet oplevede denne dissonans på den her måde, jeg var jo en dreng, det sagde de kloge voksne mennesker, en dreng får jo ikke bryster og blød hud, men en dyb stemme og et gigantisk libido.

Men som årene gik stødte jeg på begreberne, og pludseligt kunne jeg ane et sammenhæng.

Blod, sved, tårer og en masse hemmelighedskrammeri

Min kamp begyndte en gang mellem 2011 og 2013 hvor jeg til en omgang samtaleterapi nævnte at jeg "har nogle ting med mit køn" og det blev ikke yderligere taget alvorligt, det blev skubbet til side som en omgang "ungdomsfjolleri" og en "fase" så jeg gik hjem, og fortalte mine forældre intet. Jeg prøvede igen at fortrænge det, for jeg var jo til kvinder, ikke mænd, og derfor måtte det da også være en omgang humbug, noget pis og papir, ren metafysik og æstetik. [Dårlig, overfladisk og heteronormativ seksualundervisning ledte til at jeg trods min forståelse af at der findes kvinder der er til kvinder, ikke kunne skelne kønsidentiet fra seksualitet nok til at forstå at transkønnede nok også kan være homoseksuelle, og at det i sig selv intet havde med cis/trans at gøre, nødvendigvis heller, ej.]

Da jeg atter prøvede i slutningen af 2013 at fortælle en behandler om det, blev jeg stemplet med en meget alvorlig, og særdeles stigmatiseret og dehumaniserende diagnose. Det blev en sideløbende kamp for mig at frakæmpe mig den diagnose, for den mødte ingen af mine problemstillinger, spændte ben for alting, og medicinen var decideret ved at slå mig ihjel. Heldigvis blev min tilstand spottet af en læge der intet havde med mig at gøre, en generelpraktiserende læge der var på hjemmevisit hos en af mine naboer. Det reddede mit liv, jeg blev indlagt til observation for dødelig medicinforgiftning, fik samtlige præparater seponeret (fjernet) og nægtede selv yderligere medicinering. I en stund havde jeg det okay, tror det var svær skade på serotonin receptorer i min hjerne der gjorde mig lidt ligeglad med det hele.

"Within the perimeters of this world I just don't feel real right" - GG Allin, 'Outskirts of life'

Mere fiakso, fortrængelse og benægtelse, en masse dårligt selvskab, og et liv på skråplan med samfundet. 2016 prøvede jeg igen, men blev sat til at snakke med en tydeligt personlighedsforstyrret og selvoptaget psykolog omkring hvor mange mærkelige fetish ting jeg havde og om jeg havde tanker om at skade mig selv dernede. En alt-i-alt så grænseoverskridende oplevelse at jeg faktisk pjækkede fra flere samtaler. Et familiemedlems afgåen med døden samtidigt med en forlovet der skred fra mig spændte ben for det hele igenigen. Dog betalte det sig af at trods en gevaldig mængde af sorg, frustration og en belastningsreaktion i en grad man sjældent ser hos arbejdsløse civilister; at jeg alligevel valgte at sunde mig, blive lidt ædru, og så kæmpe en kamp for selvstændighed.

Det sagde jo noget om min standhaftighed, som jeg var ved at udvikle! Jeg kæmpede videre, tilbød at samarbejde med det offentlige system i bytte for at blive taget alvorligt, jeg blev taget alvorligt, i store træk, med undtagelser. Den strategi rykkede fronten frem for mig i store træk. Jeg kunne så en tvivl om den fodlænke af en diagnose jeg var blevet stillet. I mellemtiden eksperimenterede jeg en smugle med forskellige navne, med noget tøj hist og her, i skjul.

Dog forblev det en dyb hemmelighed for de fleste, med en gammel skoleveninde der selv sprang ud som biseksuel over for mig en gang, og et par fjerne internetvenner i australien som de eneste der kendte til min 'hemmelighed'. Det meste af tiden levede jeg som en ung mand, men husker en enkelt gang da jeg var ude og passe på min lillesøster og hendes veninde da de var ude og lave slik eller ballade på halloween, at en familie i mørket spurgte om "hvem kvinden derovre var" jeg måtte bruge mange kræfter på at holde min fryd indenbords.

I mellemtiden blev transkønnedethed i 2017 depatologiseret, det vil sige at man fjernede diagnosen "kønsidentitetsforstyrelse" fra listen over diagnoser. Det tog noget kamp med diverse forvaltende elementer i sundhedsvæsenet, og en tur i det ellers nedlukkede "Roskilde Seksologiske Klinik" og et møde med en stedfortrædende tarmkirurg der kun kan beskrives som noget der lige så godt kunne havde været taget ud af Trier's serie "Riget" fra 90erne. Absurd, ubehageligt, unødvendigt at gå i detaljer omkring.

Henvendelsen til Seksologisk Klinik på Rigshospitalet var fra asken til ilden, endnu mere "Trieresque" og noget som Kafka nok kunne havde skrevet en bog om, hvis han stadig levede. Det blev endnu en skyttegravskrig, fyldt med grænseoverskridende og samtidigt emneundvigende afhøring fra en behandler som var mere optaget af at opdage et overgreb hun havde en forestilling om at jeg var blevet udsat for, og en masse andet bullshit omkring fetishes og personlighedsforstyrelse. Det hele virkede som om at behandleren på ingen måde havde sat sig for at tage mig alvorligt. Hun var så meget imod at da jeg sprang ud, trods at SK var blevet reorganiseret til CKI og var flyttet helt ud af psykiatrien, alligevel prøvede at stemple mig psykotisk i en indlæggelses-krævende grad og skrev noget særdeles uprofessionelt og injuriefyldt, der mindede om en Rowling shitpost i min journal; da jeg sprang ud. [desværre ikke sidste gang at jeg har oplevet dette]

"How many transwomen does it take to change a lightbulb? Just one, tell her she's a lovely girl and she'll brighten up the room instantly" - En joke jeg ofte har læst og hørt fra Allies

Jeg krævede en ny behandler, og en ny behandler fik jeg. Den nye var meget flinkere og bedre til at holde sig til sagen, saglig og ordenlig, talte til mig som en ung kvinde der var kommet lidt sent i puberteten.. allerede der var det tyvetusinde gange mere til at holde mig selv og min proces ud. Var det kke for Corona pandemien havde jeg været startet på hormoner i starten af 2020, men det endte med at under den korte genåbning i sommeren, med en mandelig norsk vikars vurdering at jeg blev godkendt til hormoner. Samtidigt havde jeg fået fjernet min åndsforladte misdiagnose, og istedet endelig imødekom omkring min ADHD, at se mig i mit egentlige udtryk gjorde det lidt nemmere at for lægefolket at anskue min problemstilling. ADHD rammer piger og kvinder anderledes end mænd, og det flyver ofte under radaren helt ud i voksenlivet, så det var lidt af et mirakel at jeg som transkønnet overhovedet blev udredt korrekt i sidste ende.

På den juridiske front var kampen anderledes, underlig, underholdende, især fordi at det skete samtidigt med at alt hvad der var af offentlig forvaltning bras sammen under Corona. Jeg husker da jeg endelig fik skiftet CPR nummer og var blevet lukket ude fra det hele, og skulle bruge et pas til at legitimere mig selv hvor systemet fejlede, at en mandelig afløser på roskilde kommunes telefon i shock sagde "Jamen du er jo markeret som død i vores system!" som jeg så fik håndteret med nogle beroligende jokes om Jesu Genopstandelse og George Romero's film. Jeg fik også vredet armen om på en større bank jeg ikke nævner navnet på, uden så meget som en advokat, mine midlertidige dokumenter besad ministriel autoritet fra S.I.M. Nogle mennesker kan fortælle om hvordan de har wrestlet med en bjørn, og overlevede. Jeg har wrestlet med en bank, istedet.

"Fuck where you're from, fuck where you are going, what matter is where you are at!" - MC Ride, Deathgrips

Nutiden

Min vej er endnu ikke slut, jeg havde ikke held, trods flere års stabilitet, samarbejde og andet - med at nå hele vejen endnu. Tænker jeg må spille et lille spil Matador (eller nok nærmere 5D skak med parallel univers og tidsrejse, at vurdere hvor svært sager kan være at behandle når man er helt alene på dem) for at nå hele vejen..

Dog er jeg glad for hvad naturen, med en lille hjælp fra industrien har givet mig!

Jeg har kæmpet i omtrent 10 år, været ude af skabet i 4 år, på hormoner i 3 år, i et fast forhold med min kæreste i 2 år og forhåbenligt længere og videre med det hele end dette. Der er meget mere til sagen end dette, og jeg beklager at selv da at det allerede blev så langt. Ønskes yderligere beretning eller oplysning kan i altid tage fat i mig! Jeg er mentor på denne challenge, og har ført hjulpet akademikere i humaniora med at få skubbet gode papers ud i verdenen.

Generelt, better safe than sorry, ser du et menneske, er du i tvivl, så spørg. Spørg om pronominer istedet for at formode dem. Personligt ifht. mig så kan du spørge mig om alt, hvordan hormonerne påvirker mig, hvad min livret er, om jeg i al hemmelighed udleder 5g stråler fra mine øjne, om jeg får penge af George Soros for at eksistere, om jeg rent faktisk bliver til en angrebshelikopter kl 00:00 på en fuldmånenat, eller noget mere seriøst og relevant, ask away! Jeg bider ikke!

Vedhæftet er en video af transkvinde, tidligere filosof og tankeformidler Natalie Wynn, bedre kendt online som Contrapoints. Jeg havde svært ved at vælge den mest relevante video, men jeg kan godt lide hendes refutering af pseudointellektuelles lommefilosofi omkring køn, pronominer og kromosomer i denne video. Jeg har min egen kritik af det hele, men den må jeg få skrevet og publiceret når der er tid og sted til den.

God arbejdslyst, videnssøgere!