Byplanlægning i en usikker virkelighed : Et studie af hvordan spildesign kan understøtte tværfaglig refleksiv praksis
In Afhandlinger fra Ph.d.-skolen for Mennesker og Teknologi, 2021
Abstract
Planlægning er et multidisciplinært felt, hvor planlæggere arbejder med at udvikle og kvalificere projekter i en virkelighed, der er præget af kompleksitet og usikkerhed. Helhedsorientering og tværgående projekter stiller nye krav til planlæggernes kompetencer, og hvordan det interne samarbejde i kommunerne tilrettelægges. Denne afhandling handler om, hvordan planlæggere fra danske og svenske kommuner eksperimenterer med metoder, der understøtter tværfaglig refleksion og samarbejde i og imellem forskellige forvaltninger. Eksperimenterne har fundet sted inden for det grænseoverskridende Interreg-projekt, Urban Transition Øresund (2011-2014), der var orienteret mod at fremme en bæredygtig byudvikling med deltagere fra en række kommuner og universiteter i Øresundsregionen. Over en periode på halvandet år gennemførtes der i projektet en iterativ designproces med planlæggere og forskere, der mundede ud i samarbejdsspillet Urban Transition. Med udgangspunkt i den filosofiske pragmatisme, Donald Schön og John Foresters teorier om refleksiv praksis i planlægning, samt participatory design litteraturen, analyseres spiludviklingsprocessen som en iterativ designproces, hvor planlæggerne udvikler nye forståelser af muligheder for at forme tværfagligt samarbejde i komplekse byudviklingsprojekter. På baggrund af afhandlingens teoretiske og empiriske analyser peges der på nogle overordnede anbefalinger til, hvordan iterative designeksperimenter kan understøtte det tværfaglige samarbejde. Ligeledes diskuteres forskerroller til at initiere og facilitere eksperimentel metodeudvikling.