Abstract
Forbrugerelektronikkens levetid har lige som de foregående år været en del i fokus i 2021 i Danmark. Bogsartiklen giver en status og analyse af 2021 og muligheder og barrierer i kampen for at sikre forbrugerelektronik længere produktlevetid. Afslutningsvis peges på seks forskellige tiltag, der er afgørende for, om det går bedre med forbrugerelektronikkens levetid i 2022: I. At reparationsbevægelsen og forskere nationalt og internationalt fortsætter deres arbejde med at synliggøre og analysere reparationserfaringer og anvende dem fremadrettet II. At der skabes rammer for at gennemføre årlige nationale surveys og analyser af danske forbrugeres reparationsbehov og -erfaringer inden for forbrugerelektronik (og andre produktområder) III. At danske afdelinger af producenter og forhandlere anvender erfaringer fra reparation og brug fremadrettet i produktudvikling, salgsstrategier og rådgivning til forbrugere IV. At danske forhandlere af forbrugerelektronik anvender det franske reparationsindeks til at synliggøre reparationsmuligheder for deres produkter og eventuelt rationaliserer deres sortiment inspireret af reparationsindekset og ideerne i det kommende franske holdbarhedsindeks V. At kommuner udvikler lokale reparationsstrategier med fokus på en kombination af reparation, sociale relationer, uddannelse og beskæftigelse som del af deres klima- og erhvervsstrategier VI. At der sker en ambitiøs modernisering af den danske model for udvidet producentansvar for elektronik og udvikles en radikal graduering af affaldsgebyrerne for at sikre, at disse gebyrer virker forebyggende og sikrer længere produktlevetid.