Research

Klimatilpassede By- og Landskabsrum

Abstract

Rapporten Klimatilpassede By- og Landskabsrum analyserer en snes nyere klimaprojekter i en Nordeuropæisk sammenhæng. Med afsæt i de grundlæggende klimaudfordringer har vi valgt ikke kun at kigge på den tekniske klimaindsats (beskyttelsesteknologier) i analyserne. Vi har valgt også at inddrage en række parallelle udfordringer, herunder tab af naturindhold (biodiversitet) og byernes sociale udfordringer (social sammenhængskraft). Casene er således beskrevet og analyseret ud fra tre tilgange: A. Byernes klimamæssige udfordringer (klimakrise) med design, som sikrer mod det stigende havvand og monsterregn; B. Bylandskabers vedvarende tab af naturindhold (biodiversitetskrise) med design, som øger artsrigdommen af flora og fauna; C. Byernes sociale udfordringer (krise mht. social sammenhængskraft) med design, som udvikler et større brugsindhold og mødesteder på tværs af alder, kultur og etnicitet. Casestudierne søger at karakterisere indsatsens designprincipper i forhold til ovenstående tre udfordringer. Desuden interesserer vi os for arkitektfagets og landskabsdesignerens æstetiske værktøjskasse, idet vi vurderer hvordan designet samlet set løser de store udfordringer i samklang med en smuk, æstetisk bearbejdning af selve løsningen. Under hver case har vi derfor søgt at karakterisere projektet ud fra følgende parametre: - Projektets program; - Klimatekniske typologier i klimaindsatsen; - Naturindhold i designet; - Designets social-økonomiske mål; - Æstetiske virkemidler i designet. Projektet er støttet af Arkitekturudvalget, Statens Kunstfond og Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet.

Info

Other-Internet Publication, 2022

UN SDG Classification
DK Main Research Area

    Science/Technology

To navigate
Press Enter to select