Abstract
Denne artikel diskuterer modsætninger i kvalitativ forskning med forskning om ulighed i skolen som eksempel. På baggrund af en begrebsmæssig diskussion af hverdagslivets historiske dimensioner udforskes skolen som en social praksis hvor mange deltagere i situeret samspil med hinanden lever hverdagsliv og udgør betingelser for hinandens livsførelse. Artiklen vil pege på muligheden for gennem kvalitativ udforskning af skolens sociale situationer at fremanalysere sammenhænge mellem politiske konflikter i og om skolen, personlige konflikter i hverdagslivet og ulige betingelser for at deltage i skolelivet. Herigennem vil artiklen diskutere metodologiske udfordringer for kvalitativ psykologi særlig forholdet mellem forskere, og dem de forsker med - og både i relation til begrebsudvikling, situeret generalisering og mere praktiske guidelines for forskningssamarbejde og feltarbejde. Formålet er at bidrage til udviklingen af sprog, begreber og metodologi for kvalitativ psykologi.