Abstract
Der er øget, og genvunden, interesse for demokratisk organisering i relation til nutidens arbejdsliv. Både som praksisfænomen og forskningsfelt. I litteraturen er der et anerkendt behov for kvalitative studier på mikro-niveau, der afdækker konkrete erfaringer med demokratiske organiserings- og ledelsesformer. Denne artikel bidrager med et sådant studie. Det empiriske afsæt er konsulentvirksomheden Analyse & Tal, der i 2014 blev etableret som et medarbejderkooperativ med vægt på medeje, lige løn og et ideal om en sund work-life-balance. Studiet er baseret på dybdeinterviews med størstedelen af medejerne samt en række workshops. De primære analytiske indsigter er at: 1) medejerskab anses som afgørende for at udleve den demokratiske organisering, både strategisk og operationelt, 2) klare procedurer og et stærkt narrativ understøtter distribueret ledelse og demokratiske praksisser, og 3) ideen om det gode arbejdsliv er tæt forbundet med overholdelse af arbejdstidsnormer og enhedsløn, ikke kun for den enkelte, men også som bud på en ny værdimæssig dagsorden for kollektivet. Disse indsigter danner afsæt for at diskutere, hvorvidt italesatte værdier dekobles i praksis - som et muligt kritisk aspekt ved demokratisk ledelse og organisering.