Kære jer. Tak for et godt program.
Hvis det passer ind, vil jeg gerne komme forbi og jer og fortæller om hvordan man lever med døden på den ene skulder – og godt kan komme igennem og leve et godt liv.
Jeg kender til mørket og jeg til lyset. Din bog får flere tanker frem. Et barndomsminde; min mor, som bliver uforklarligt syg midt i en omsluttende og varm barndom. Jeg, som den sidste i søskendeflokken på fire, 11 år gammel og tæt knyttet til min mor. Måske forstår min mor tidligt, at hun er døende og i sin desperation trækker hun mig ind til sig. Min far bliver smidt ud af soveværelset og jeg kommer ind. Hver nat i mange måneder, at vågne om natten ved lyden af min mor der kaster på toilet (for åben dør til soveværelset). Hver dag blev hun tyndere og tyndere. Til sidst næsten ingen ting. Bare en skygge i sofaen.
Endelig efter seks måneders uvished, hvor lærerne der ikke mente, der var noget galt, blev hun indlagt. Min far og jeg boede på en campingsplads i nærheden af sygehuset. Han cyklede alene derop for at få besked om hendes sygdom. Jeg gik hvileløst rundt i ring tilbage ved vores camp-let, en brugt camp-let til 12.000 kr som min far og mor havde sparret op til år og vi som vi indviede på denne tur. Min far der kommer til syne på sin store gamle herrecykel på grusvejen på campingpladsen. Han ligner en gammel mand, som hvert øjeblik kan falde af cyklen. Dommen, ondartet kræft i sidste stadie. Min mor, som forsøgte at trække mig ind til, træk mig ind i døden. Hun lignede tilsidst døden. Hjælpeløse knogler og ben og et land af knuste drømme, ufarbare veje og ren hvid frygt.
En dag i sensommeren. En camp-let blev afleveret tilbage, sammen med din barndom som blev gemt væk. Tilbage en kold sten på en kirkegaard hvor barndommens marker sluttede.
Hvis i orker mere, får du et lille kapitel mere. Lad mig kalde det for Stine.
Efter min mor død, blev jeg ensomste blandt mennesker, men ok bare med mig selv. Mine vågne timer enten løb jeg eller gik over markerne ud i skovene. Jeg blev den ensomste blandt mennesker, men også den hurtigste løber byen nogensinde havde set. Jeg kunne løbe fra dem alle! Fuck dem, fuck min barndom som faldt sammen bag mig. Der havde altid været åbne døre til naboerne. Det var nybyggerkultur i Sønderjylland i 80´erne. De åbne døre viste efter min mors død bagsiden, at vores nærmeste naboer forsvandt i alkohol. Jeg kunne finde min nabo Evse dødberuset i mors liggestol i haven, hvor hun fablede om at en ny stjerne kunne ses på himlen, imens de drak sig ind i helvede. Min far forsvandt også ind i sig selv og vi delte ensomheden, men også storheden ved at stå udenfor og se udover afgrunden, uden mere frygt, fordi vi allerede faldt. Vi gik bare sammen, ud over markerne. Stilhed mellem os.
Fast forward. Efter år med ensomhed, kastede byens smukke dreng sig ind i mine bane. Han var stærk og lignede Jonathan i Brødrene Løvehjerte. Jeg var en omvendt Tvebak, hjemvendt fra de døde. Vi lavede alt sammen og barndommens marker blev befolket med piger med små faste bryster. Men meget mere end det – vi var forbundet med noget som opløste byens, sorgens, forældrenes, de-andre-blikkes tyngdekraft.
Jeg havde fået en (fri)billet ind i ny verden, men ligeså så lyst, ligeså mørkt blev det.
Fast forward, efter excursioner til det lykkelige få, et år som gartner, som 16 årig, i Skotland, mødte jeg i hjemme en af de piger, som ellers have været utilgængelig for en Tvebak. Hun boede på det tætteste, man kom på et slot og hun var smuk som et eventyr. Stine.
Vi havde et år i gymnasiet. Jeg var hendes første store kærlighed. Der jeg bliv færdig min HF, kaldte vejene igen. Vildskaben blussede umættelig. Det var verden før internettet gjorde lille.
Jeg fik en enkeltbillet med natbus til Paris af min far. Derfra skulle jeg klare mig selv.
Jeg blaffede til den franske rivera, boede hos en kvinde hvor vandet skyller ind i Monaco. Havde ikke flere penge, kunne intet fransk, men tog til vinbyen Chateauneuf-du-Pape, sidste bilist havde lærte mig frasen, Je voudrais travailler pour le vendange…
Vandrede fra vinslot til vinslot, blev afvist igen og igen. Til sidst fik jeg lov at plukke druer med de lokale. Mødte min ven kl 12 under uret I Avignon. Ellers eneste kontakt med Danmark var lange breve og mixtapes, især fra Stine, som blev afhentet på post-resistance på det lille posthus på torvet i Chateaneuf. Og hver søndag ringede jeg fra teleboksen, som stod ved vinmarkerne. Hendes mor tog ofte telefonen og skidtene og så, hej!
Vi tog med min ven til Spanien. Skulle derfra møde Stine i Paris. Jeg tog på røven i toget fra Barcelona til Paris. Ti timer på forskellige toiletter for at ankomme til Paris kl 6 om morgenen. Sidde på en café med kaffe og en smøg, før jeg skulle møde Stine. Det var efterårsferie. Hun kom ind på Gara du Nord med natbussen. Vi boede i en kvistlejlighed oppe under taget i et lille hotel på Boulevard Saint-Michel og udlevede (i hvert fald enhver ung mands drøm om blandingen af sårbarhed, flygtighed og grænseafprøvende møde mellem dreng-pige). Kærlighed var rummelig og ufattelig.
Senere tog jeg Israel. Forsøgte med Kibbutz, men det var leve en anden generations drøm. Tog videre, op i Gulan bjernene og videre ned gennem landet, endte med et job som kok-sejler på gammel Skonnert på Rødehavet. Stine kom igen ned. Vi forsvandt ind under det sorte og stjernerne i ørkenen, mellem tiderne og indimellem hinanden.
Da jeg endelig kom hjem, var det for at fejre min bedste ven, min storebror Løvehjerte, studenterfest. I morgenlyset hjem fra festen, vi cyklede to på en cykel på barndommens små veje. På en bakke med udsigt til kirkegården, hvor min mor er begravet blev vi denne søndagsmorgen i juni 2000 fanget af lygterne fra en ung fyr bil. Fyren kørte dødskørsel og i sin brandert ramte han os i hans modsatte side. Jeg fløj over bilen og landede igen på barndommens mark, endnu mere kold end nogensinde. Stine landede under bilen. Han forsøgte at køre væk, men hans bil sad fast inde på marken og hans venner ringede 000.
Jeg vågnede på hospitalet ved at Stines forældre stod over mig min sygeseng. De havde netop været oppe og sige farvel til deres datter og kom derefter ned for at være der, når jeg vågnede.
Har ikke mere kontakt med min hjemegn, med er jeg på disse kanter for at besøge min far, eller ligge en blomst på de to kirkegårde, besøger jeg altid Stines forældre. De tager imod mig, og selv i dag kan vi stadig græde sammen, sidste gang var Katja, min hustru og skæbne, med rundt om bordet. Vi græd stille. Med stor sandsynlighed ville Stine og jeg ikke været blevet voksne sammen, dertil var tidens forhold for poetiske.
Efter dette, tog jeg helt væk. Fra alle der kendte mig. Startede, som planlagt på Filosofi-studiet i Aarhus, men efter tre uger og en druktur til introfesten hvor politiet kom og hentede mig, var min tid og min nødplan over. Jeg gik ud til motorvejen og blaffede så langt væk jeg kunne. Verden forsvandt med mig, mens en ny blev til, men det er et andet kapitel.
Egentlig er jeg glad for at psykologerne ikke fik fat i mig – så var ikke helt sikkert blevet proppet med anti-depressiv.
Det var i fraværet, at sorgen kunne fandt sin dybde. Tænker at hvis Stine havde haft en facebookprofil, vi som efterladte skulle holde i live… uudholdelig tænke. Den abstrakte visuelle (nettets) virkelig kender ikke forskel på det levende og det døde. På den måde, er jeg glad for at være en del af den sidste generation, som har rejst ud og forsvundet i verden før den blev fanget i det små af internettet og i de sociale teknologiers holden os fast i det kendte – og i det små.
Dog ønsker jeg mig ikke tilbage. Jeg har det godt på kanten mellem to tider, to generationer, to liv.
